Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Lov mig, at du kommer tilbage fortæller den ekstraordinære kærlighedshistorie om Lev og Svetlana, der mistede hinanden under Anden Verdenskrig og først genforenedes, efter at Lev havde gennemlevet et årti i Gulag. Her skulle Lev ”genopdrages” efter et landsforræderi, der bestod i som krigsfange at tolke fra tysk til russisk. Arbejdet i Gulag var hårdt, kosten nøje rationeret, kulden modbydelig, håbløsheden stor.
Da Lev i sommeren 1946 pludselig får brev fra Svetlana – sin forlovede, som han ikke har set i fem år! – begynder en intens brevveksling, der i løbet af de næste knap 10 år bliver til tusindvis af breve, som af bestikkelige, venligt stemte vagter bliver smuglet ud og ind af lejren. Brevene er et enestående vidnesbyrd om livet i Gulag, og gennem et omhyggeligt udviklet kodesprog fortæller Lev om sine oplevelser, frustrationer og tanker. Gulags mentale fængsel virker i perioder mere indespærrende end de hårde lejrforhold.
Men bogen er også en inderligt smuk fortælling om kærligheden mellem de to. En kærlighed, der både har sine højdepunkter og svære tider, hvor den anden er så langt væk, at det føles uvirkeligt. Uger uden breve kan gøre vanvittig! Kan de vælge hinanden og være hinanden tro? Ja, det kan de. Og det lille håb om genforening plejer og passer de, indtil den sommerdag i 1954, hvor Lev får sin frihed. Siden lever de sammen i en menneskealder. Lev dør i 2008, Svetlana i 2010.
“Denne fængslende bog er lige så fascinerende og inspirerende, som den er hjerteskærende … Det er umuligt at læse den uden at fælde en tåre.”
– Financial Times
Orlando Figes (f. 1959) er professor ved Birkbeck College, University of London, og en af Storbritanniens mest fremtrædende historikere. Hans omfattende forfatterskab er oversat til 27 sprog. På dansk er tidligere udkommet "Hviskerne – privatliv i Stalins Rusland".