Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Den største af alle sømandsromaner! Lord Jim er fortællingen om en ung engelsk styrmand, som taber sin ære som officer til søs. Han må forsøge at genvinde den, i det mindste for sin egen samvittigheds skyld. En tabt ære er ikke noget, en britisk sømand kan leve med! Den unge Jim er ”så lovende en ung mand, som solen nogensinde har skinnet på”, men i panik og under pres fra ældre officerer forlader han en passagerbåd med 800 pilgrimme om bord. Passagerbåden er den ældgamle ”Patna”. I en redningsbåd forlader fire hvide mænd skibet i den tro, at deres skib vil gå til bunds med de 800 sjæle om bord – sjæle, hvis jordiske liv var betroet dem! Ved et mirakel bliver ”Patna” dog reddet med alle 800 mand om bord, mens de ansvarlige officerer kommer for en domstol. I retten mødes bogens fortæller, kaptajn Marlow, med den unge styrmand, som senere erhverver sit tilnavn Lord Jim i forsøget på at sone sin forbrydelse.
Bogen blev oprindeligt udgivet under titlen "Forlis"
Om forfatteren: Joseph Conrad (1857-1924, født Józef Teodor Konrad Korzeniowski), forfatter til bl.a. Mørkets hjerte, var en polsk forfatter, der af mange kritikere anses for en af de største blandt engelsksprogede forfattere. En bemærkelsesværdig bedrift, da han først lærte at tale engelsk flydende, da han var i tyverne. Resten af sit liv talte han engelsk med stærk polsk accent. Conrads prosastil anses for mesterlig, og han skrev, da det britiske imperium var på sit zenit. Han byggede i høj grad sine sømands-romaner og -noveller på egne erfaringer i den franske og britiske handelsflåde. Hans værker afspejlede sider af de verdensomspændende imperier, samtidig med at de udforskede den menneskelige sjæls dybder. Conrad blev britisk statsborger i 1886.