Du er ikke logget ind
Beskrivelse
En rystende og indsigtsfuld beretning om en uskyldig der dømmes som uhyre – i verdens sikreste retsstat.
Sveriges mest berygtede psykiatriske patient Sture Bergwall, alias Thomas Quick, tilstod 39 bestialske mord og blev dømt for otte, inden han forskansede sig i tavshed og langsomt tilstod, at det hele var løgn. Dommene blev omstødt og Bergwall frikendt. Tilbage står historien om århundredes justitsmord. Og frem for alt spørgsmålet: Hvordan kunne det ske? Hvad foregik der bag de lukkede døre på den psykiatriske klinik Säter, og hvordan kunne både politiet og retsvæsnet lade sig lede sådan på vildspor?
Svaret, som Dan Josefsson graver sig frem til, er enkelt – og rystende. Margit Norell hed hun, en lille, energisk psykoanalytiker i 80-årsalderen. Terapeuterne på klinikken var hendes redskaber, og hendes analyser og idéer om ’genfundne erindringer’ styrede politifolkenes og juristernes tankegang. Uden den gamle dame var seriemorderen og det perverse monster Thomas Quick aldrig blevet til.
Dan Josefssons bog bliver en rejse gennem menneskesindets og magtens skjulte labyrint. Hvordan kunne en kultagtig gruppe få så stor indflydelse? Og den uskyldige morder og psykoanalytikeren, der blev besat af det monster, hun selv havde skabt. Hvem var de – og hvordan blev de fanget ind i løgnens spiral?
” … de journalistiske miraklers tid er tydeligvis ikke forbi.” - Jan Guillou, Aftonbladet
”Det bedste jeg har læst i den genre.” - Fredrik Sjöberg, Svenska Dagbladet
”Oprørende. Tankevækkende. Spændende som en begsort nabolandskrimi.” - Christian Graugaard, Politiken (Fem hjerter/ Med i Politikens juleanbefalinger af årets bedste bøger)
”Man tror næppe sine egne øjne, når man læser Dan Josefssons store, grundige og rasende interessante bog.” - Karen Syberg, Information ” … bliver man ikke rystet af dette, bliver man aldrig rystet […] Det er både journalistisk og litterært et lille mesterværk.” - Johan Croneman, Dagens Nyheter
Dan Josefsson er journalisten bag flere bøger og dokumentarfilm. Han har modtaget en række store priser og i 2014 Årets journalistpris og Natur & Kulturs store fagbogspris.