Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I 1949 vaklede verden på kanten af krig – en krig mellem ideologier, en krig mellem Øst og Vest. Midt i dette dramatiske år, forvildede to danskere sig ind i ingenmandsland mellem Finland og Sovjetunionen – og det fik frygtelige konsekvenser. Historien om de to danskere, Gunnar og Thyra, har ligget gemt i en arkivkasse i Rigsarkivet. Vi har fundet den frem og fortæller historien sammen med koldkrigshistoriker Peer Henrik Hansen. Det er en historie, der også handler om frygt, mistillid, fjendskab, efterretningstjenester og en chokerende atombombe-sprængning.
Værter: Tommy Heisz og Simon Kratholm Ankjærgaard
Gæst: Peer Henrik Hansen
Klipper: Karen Sigrid Jacobsen
Redaktør: Andreas Lindinger Saxild
Vild Historie
Verden er fuld af vilde historier; utrolige historier, sørgelige historier, så-tæt-var-vi-på-katastrofen-historier. I podcasten ”Vild Historie” folder de to værter, Simon Kratholm Ankjærgaard og Tommy Heisz, fortællingerne ud i selskab med gæsterne. I hvert program vil én vild historie være den røde tråd og dagens tema. Der er kun to krav til historierne: De skal have fundet sted i virkeligheden - og ja, så skal de være vilde.
Simon Kratholm Ankjærgaard (f. 1973) er journalist, forfatter, historiker og formidler. Han har tidligere arbejdet på Berlingske Media og hjemløseavisen Hus Forbi, men i dag er han freelance. Han har desuden skrevet flere bøger, blandt andet ”Genforeningen 1920” (2019) og ”Augustoprøret 1943” (2020).
Tommy Heisz (f. 1975) er forfatter og journalist. Han har skrevet en lang række bøger om vidt forskellige historiske emner, blandt andet ”Dødens årsag” (2020), som han har udgivet i samarbejde med professor i retsmedicin Markil Gregersen.
Fil størrelse: 67224 KBIndlæst af: Simon Kratholm Ankjærgaard, Tommy Heisz