Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Romanen "Leonora Christine" er en fortælling om en af danmarkshistoriens mest berømte og berygtede kvinder: Christian den 4.s datter, Leonora Christine, hvis liv var et drama uden sidestykke.
Da kongedatteren Leonora Christine træder ind i Blåtårn i 1663, er det til en mørk, uhumsk celle, omgivet af de værste forbrydere. På den anden side af muren findes Københavns Slot, hvor hun tilbragte sin bryllupsnat. Nu er slottet hjem til Leonora Christines halvbror, Frederik den 3. og hans magtfulde dronning. Den højtbegavede kongedatter har altid befundet sig bedst i magtens centrum og nægter at give op. Indenfor Blåtårns mure udtænker hun et forsvar og broderer en ny virkelighed - kun én ting er hun urokkeligt bevidst om: hun er og forbliver Corfitz' loyale hustru igennem alt.
"Leonora Christine" er en selvstændig fortsættelse til Maria Hellebergs roman "Kongens kvinder".