Lela

Erling Pedersen er en erfaren norsk forfatter med cirka 30 bøger bag sig indtil videre. I 1997 skrev han Lela, som siden hen skulle vise sig at blive sørgeligt aktuel.

Hovedpersonen Lela, en kosovo-albansk teenagepige, er sammen med sin familie flygtet til Norge skjult i en lastbil. I lastbilen føder hun det barn, som er resultatet af en voldtægt en flok serbiske soldater begik mod hende og hendes mor, mens resten af familien var magtesløse.

I Norge bliver de installeret på et asylcenter, men usikkerheden med hensyn til om de kan få asyl, samt skyld og skam over det passerede, gør det svært. Og racistiske holdninger gør ikke det hele lettere. Alt sammen noget, der lige så godt kunne være foregået i Danmark.

I den aktuelle debat, synes mange her i landet at have den holdning, at staten på alle måder sørger godt for de flygtninge, der kommer hertil. Flygtningene har bare at være taknemmelige.

Alt for sjældent beskæftiger medierne sig med, hvordan flygtningene selv oplever situationen. Hvor svært det er, at holde livsmodet oppe i et asylcenter.Ud over at Lela er en spændende bog - og trods alt fyldt med tro, håb og kærlighed - synes vi, at den er et godt indlæg i denne debat.

Udgivet med støtte af Nordisk Råd.

Forlaget Modtryk

"De fandt mig under sengen med deres lygter, det skarpe blændende lys lige ind i øjnene, og deres hænder var hårde, og deres stemmer fulde af ondskab, af latter, af noget mere. Babi blev kørt væk i en varebil, de sagde, han skulle på politistationen til forhør. Mig trak de med ud i natten. Det havde ikke regnet i to år, og sprækkerne i den tørre jord var så store som barnehoveder. Jeg hørte nogen skrige, det var mor, hun skreg og skreg, og der var en lugt. En lugt af tørrede solsikker og visne tomatplanter. Af svedige kroppe. Og siden hen af blod. Af sæd. Jeg lå under en stjernehimmel og mærkede mit blod og serbernes sæd vådt på mine lår. Og langsomt dryppede det ned og fugtede Kosovos tørstende jord." Citat fra bogen.