Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Vinteren 1991-1992 var Stockholm en by i skræk. En ukendt gerningsmand med et lasergevær skød i løbet af få måneder sammenlagt 11 personer ved ti forskellige attentater. Én døde; flere fik mén for livet. Det eneste ofrene havde til fælles var deres mørke hårfarve.
I de år gennemgik Sverige den værste økonomiske krise i årtier. I kølvandet opstod en ny militant bevægelse. Rundt om i landet blev flygtningecentre angrebet med brandbomber og molotovcocktails. I Rigsdagen hetzede partiet Ny demokrati mod indvandringen.
Laserattentaterne satte gang i den største politijagt i Sverige siden Palmemordet. Efter ti måneder blev John Ausonius pågrebet under dramatiske omstændigheder. Han nægtede sig skyldig, men blev dømt til fængsel på livstid. Først ti år senere valgte Ausonius at gå til bekendelse. Han indrømmede at have begået attentaterne - og 20 bankrøverier.
Ud over politiet ville Ausonius kun tale med én person - journalisten og forfatteren Gellert Tamas. Lasermanden er hans fortælling om forløbet. Om den intensive jagt på en formodet seriemorder og om baggrunden for Ausonius´ had til de fremmede.