Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I Retsteknisk arkitektur tager Eyal Weizman læserne fra droneangreb i Afghanistan til interneringslejre i Syrien og fra bombeattentater i Gaza til bjergene i Guatemala. Med detaljeret dokumentation præsenterer bogen en æstetisk og visuelt udfordrende undersøgelsespraksis, der intervenerer direkte i virkeligheden. Eyal Weizmans forskningsgruppe Forensic Architecture arbejder for at stille de ansvarlige for menneskerettighedsbrud til regnskab. Ved virtuelt at rekonstruere gerningssteder, bombede bygninger og udpinte landskaber skaber gruppen rammerne for nye erkendelser og vidnesbyrd.
Eyal Weizman (f. 1970) er britisk-israelsk arkitekt og professor ved Goldsmiths, University of London. Forensic Architecture har bidraget med bevismaterialer til bl.a. Amnesty International og Human Rights Watch og udstillet sine modeller og efterforskninger på Tate Britain, Louisiana og documenta.
Bibliotek for ny kunstteori er en bogserie med oversættelser af international kunst- og kulturteori udgivet i samarbejde mellem Ny Carlsbergfondet og Informations Forlag. Retsteknisk arkitektur er den femte titel i serien. Tidligere er bøger af Sianne Ngai, Jacques Rancière, Juliane Rebentisch og Hito Steyerl udkommet.
Anmeldelser:"En forrygende bog." ❤️❤️❤️❤️❤️❤️ - Politiken