Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Goebbels hentede i 1943 12 retsmedicinere og læger fra tyskbesatte lande til at undersøge nogle massegrave i skovene ved Katyn i Rusland. Undersøgelserne pegede på, at sovjetiske styrker stod bag myrderierne, og Goebbels' ide var at bruge det som et propagandafremstød mod Sovjetunionen. En af lægerne var danske Helge Tramsen. Han tog en makaber souvenir med hjem - selve hovedet af en af de polske officerer, henrettet med nakkeskud. Tramsen var modstandsmand og havde sine egne planer med turen til Katyn. Planer, som omfattede dobbeltspil med nazisterne, og i sig selv ville være et hårdt slag mod den tyske besættelsesmagt. Først efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 indrømmede Rusland officielt, at sovjetiske specialstyrker havde myrdet tusindvis af polske officerer og intellektuelle i Katyn i Rusland i 1940. Gennem alle årene havde Sovjetunionen søgt at skyde skylden på det besejrede Nazityskland. Lisbeth Jessens medrivende og dystre efterforskning af historien om massakren afdækker en af krigens mest kontroversielle forbrydelser. Samtidig er bogen en personlig beretning om et drama, der tog sin begyndelse i en eftersøgning af ejermanden til et glemt kranium. Hovedparten af bogens rystende illustrationer er taget on location af Helge Tramsen.