Konsulinden

Olivia Levisons roman Konsulinden, 1887, foregår i spændingen mellem det indelukkede og det åbne, mellem tyngde og vægtløshed.... Romanens formsprog udtrykker samme tvetydighed som Elisabeths rumoplevelse. På den ene side en sensibel nærhed til Elisabeths indtryk og sansning. På den anden side et distanceret og beherskende blik, der dissekerer og analyserer. Et kynisk blik, hvor helheden pilles fra hinanden i anatomiske enkeltdele...Men det køligt analyserende blik, som fortælleren retter mod sit sujet, afdækker samtidig en psykologisk skæbne. Elisabeth er offer for en grundlæggende fornægtelse.(Nordisk Kvindelitteraturhistorie)