Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I 'Kong Kai' fortæller Kai Holm selv historien om sine mange år som idrættens førstemand og ikke mindst om sit meget nære forhold til kronprins Frederik og om Holms ti år lange kamp for at få kronprinsen til at efterfølge Holm som IOC-medlem.
Kai Holm er en aktiv medspiller i bogen, men der gives også plads og ord til hans med- og modspillere undervejs. Og Kai Holm langer drøje hug ud. Både til sin efterfølger, Niels Nygaard, men også til den tidligere Team Danmark-ledelse, som han beskylder for økonomiske vennetjenester.
Kong Kai er samtidig et billede af den tid, hvor dansk idræt gik fra amatør- til professionel status. Og et blik ind i en magtfuld verden, som lever sit eget stille liv, men er en betydelig magtfaktor i det danske samfund.
'Kong Kai' er skrevet af journalisten Frits Christensen, som i mange år har været sportsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten og og i dag er kommentator og skribent ved avisen. Han har fulgt dansk idræt tæt lige så længe som Kai Holm og har skrevet flere bøger om sport, både om fodbold- og håndboldlandsholdet.