Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Komorbiditet handler om, at samme patient har flere sygdomme samtidigt – somatiske eller psykiske. Komorbiditet skaber nye symptomkombinationer og nye komplikationer. Behandlingsforløb skal justeres, og prognosen for enkeltsygdommene forværres ofte. Komorbiditet øger i mange tilfælde funktionssvigt og dødelighed og kan føre til, at patienterne får en bred vifte af forskellige lægemidler.
Udbredelsen af komorbiditet, og især komorbiditet mellem kroniske lidelser, øges i takt med stigende levealder og højere forekomst af kroniske livsstilssygdomme. Fænomenet repræsenterer dermed en stadig større udfordring for sundhedsvæsenet, og alt sundhedspersonale skal være bekendt med begrebet og konsekvenserne.
Forfatterne belyser tre kombinationer af komorbiditet ved en række almindelige og centrale somatiske sygdomme og psykiske lidelser: komorbiditet mellem somatiske sygdomme, komorbiditet mellem psykiske lidelser og ikke mindst komorbiditet mellem somatiske sygdomme og psykiske lidelser.
Bogen henvender sig til medicinstuderende og sygeplejestuderende samt til studerende i andre sundhedsfag. Den vil desuden være nyttig for læger både i den primære og sekundære sundhedssektor, der savner en samlet fremstilling af alle væsentlige sider ved komorbiditet.