Kirken, teologien og Det Gamle Testamente

I form af en personlig rejse i receptionshistorien fører Mogens Müller læseren igennem noget af den historie, som Det Gamle Testamente har haft i kirken.

Med den nye alterbog fra 1992 blev der indført en fast læsning fra Det Gamle Testamente ved folkekirkens højmesse. Det var en radikal nyskabelse, der dengang fremkaldte både begejstring og modsigelse. For kunne man med den forståelse, vi i dag har af Det Gamle Testamente som jødedommens Bibel, umiddelbart lade den optræde i en kristen gudstjeneste, som om dens tekster er udtryk for kristendom. Fra Paulus og frem til oplysningstiden havde kirke og teologi løst dette problem gennem påstanden om, at jøderne faktisk ikke forstod deres egne hellige skrifter, når de ikke ville omvende sig og indrømme, at skrifterne handlede om Jesus Kristus. I dag må en sådan bibelimperialisme være udelukket, og vi må i stedet tale om to fortolkningsfællesskaber (det jødiske og det kristne), der bygger på hver sine præmisser, og hvor det ikke giver nogen mening at spørge, hvem der har ret.

I form af en personlig rejse i receptionshistorien fører Mogens Müller læseren igennem nogle af de kapitler af den historie, som Det Gamle Testamente har haft i kirke og teologi, og som må inddrages i en drøftelse af, om det ikke, når alt kommer til alt, var en misforståelse at give læsninger fra Det Gamle Testamente.

Pressen skriver:

★★★★

Et meget kvalificeret bidrag til debatten om Det Gamle Testamentes placering i den kristne kirke og … også et bidrag til den liturgiske debat.

- Kristeligt Dagblad