Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Hvert år mister 3.000 danske børn deres far eller mor. I en ny bog fortæller 25 kendte og ukendte danskere om det at miste en forælder, og om hvordan man forholder sig til smerten og tabet. Blandt bidragsyderne er forfatteren og præsten Johannes Møllehave, musikeren Alberte Winding, politikeren Elsebeth Gerner Nielsen, forfatteren Rushy Rashid og sangerinden Karen Busck. Næsten fire pct. af alle danske børn oplever at miste deres far eller mor i løbet af barndommen. Det vil sige, at der statistisk set er mindst et barn i hver dansk skoleklasse, som mister en far eller mor i løbet af skoletiden. Kender du et barn som har mistet? er en helt ny antologi skrevet af både kendte og ukendte danskere. Bogen skal give forældre, familiemedlemmer, skolelærere og andre, der kommer i kontakt med børn, som har mistet, indblik i de tanker og følelser, børn oplever. Bogen giver også konkrete råd til, hvordan man som voksen kan støtte og hjælpe barnet. ´Børn, der mister en far eller en mor, har brug for ærlighed og åbenhed. Det viser de erfaringer, som videregives i bogen fra personer, der selv har mistet som børn og fra psykologer og pædagoger, der har arbejdet professionelt med børn, der har mistet, bl.a. i Børns Vilkårs sorggrupper for børn,´ siger Jonathan Løw, redaktør og idémand bag bogen. Sorg opleves og udtrykkes forskelligt I bogen fortæller bl.a. musikeren Alberte Winding om, hvordan tabet af hendes mor har præget hendes liv. Politikeren Elsebeth Gerner Nielsen skriver ligeledes om, hvordan det var at miste sin far. Og i et interview beretter præsten Johannes Møllehave om sine tanker om sorg, tro og død. Desuden bidrager psykologer og fagfolk med faglige artikler om, hvad der sker, når børn mister, hvad man kan gøre som professionel eller familiemedlem etc. Louise Benner, der i dag studerer teologi, bidrager med en personlig og rørende fortælling om sin sorg over farens selvmord, da hun selv var 15 år. Og endelig er der mere kunstneriske indslag om bogens tema i form af et romanuddrag af den norske forfatter Jostein Gaarder samt et helt nyt digt af Dorrit Willumsen skrevet til projektet. "Bogen er ligeså forskellig i sin udtryksform, som vores måde at reagere på døden er det. Nøgleor-dene er rummelighed og åbenhed, og det er håbet, at teksterne vil kunne vække til eftertænksom-hed og ikke mindst give de voksne en række redskaber til at hjælpe børnene igennem sorgen på den bedst mulige måde", fortæller Jonathan Løw. Bogen udgives for at sætte fokus på børn i sorg, og en del af indtægterne ved salget af bogen går til Børns Vilkårs arbejde med sorggrupper for børn.