Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Med dette sidste selvstændige bind afrundes trilogien om Julia. De to første bind er Sølvdelfinen, 1993 og Café Brazil, 1994. Serien som helhed er en udviklingshistorie, der strækker sig fra Julias 15 år til hun her i sidste bind står med mand, barn og en lovende karriere. Det er en tidstypisk ungdomsbog, og et godt bud på en ung piges rodløshed i en kaotisk verden, indtil hun finder et ståsted og et mål med sit liv. Det kan være svært at holde rede på Julias usædvanlige familieforhold med stedfar, stedmor, stedmormor, en græsk far og flere hold halvsøskende, ligesom de mange samtidsproblemer, bogen tager op, af og til kan virke en anelse konstruerede. Julia er først i tyverne, da kæresten Tristan uden forklaring hæver forlovelsen. Hun bliver grebet af selvmedlidenhed, melder sig halvhjertet til et studium og lader sig drive med strømmen. Mødet med den midaldrende Will giver hende livsmodet tilbage, og en ferierejse gennem Europa, hvor Julia opdager, at hun er gravid, bliver et vendepunkt. Den springende og fragmentariske fortællestil med mange flashbacks kræver en vis modenhed af læserne, der til gengæld får en god, omend krævende ungdomsbog. Fra 15-16 år.Irene Aagaard
© IBC