Jeg revolutionær

Som søn af en direktør mangler Christian Zwettler sådan set ingenting. Men faren er fraværende og notorisk utro, moren på piller og på selvmordets rand. Derfor beslutter Christian i en tidlig alder, at han vil være alt det modsatte af det, forældrene står for, og han vil være konsekvent. Altid. Det bringer ham ind i det venstreekstreme miljø i udkanten af Rote Armee Fraktion, og op gennem 1980’erne bliver jorden under Christian så varm, at han for en tid lægger lavt – i Danmark. Skjulestedet bliver et nyt hjem, og som tysk gadekamps-veteran bliver Christian en toneangivende figur i det venstreekstreme Danmark, der i årene efter Blekingegadebandens optrevling føres an af ham og hans Røde Bande. Kampzonen udvides, Christian ryger bag tremmer med isolation og brevcensur efter et bankrøveri i august 1992, martyriet som indespærret statsfjende ligger lige om hjørnet. Men så går turen til Horserød, der er alt andet end Stammheim – fængselsporten står åben, rutebilen kører forbi hver dag, han kan i princippet bare gå hen og tage den. Men Muren er faldet, der er ikke længere nogen at gå under jorden med, bz’erne har fået jobs og stiftet familie. En ny tid gryr, og den kalder ikke på revolutionen. Christian kan bare gå, men der er ingen steder at gå hen.