Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Jagten på løgnen er en selvstændig fortsættelse af Kampen om skoven (udgivet 1999), hvor vi første gang mødte rødmusen Gnaw, spidsmusen Polo og egernet Smut i deres kamp mod overmagten, da skoven en sommerdag blev invaderet af væsler og råger.
Spidsmusen Polos pludselige forsvinden sætter fart i endnu en spændende fortælling, hvor de velkendte dyr fra den danske natur medvirker på godt og ondt. I historien møder vi også skovmus, rotter, skovhornugle, pindsvin og hugorm, der alle fremstår meget naturtro.
Jagten på løgnen er skrevet i et let og mundret sprog. Bogens mange sort/hvide illustrationer støtter historien på bedste vis med en streg, der både er dunkel, poetisk og truende.
Det er en bog, der først og fremmest vil underholde og give læseren spænding. I historien behandles temaer som folkeforføreren, venskab, mod og at turde tro på sig selv, selv om man står alene.