Intermezzo og Skovene

Fra Johannes V. Jensens frodige ungdom stammer de to tekster, en art rejseskildringer, Intermezzo fra 1899 og Skovene fra 1904, som her er sammenført i en kritisk, kommenteret udgave og suppleret med et bundt kortere tekster med indre forbindelse til hovedteksterne. Vi kommer til Sevilla, Paris og Birubunga på rastløs jagt efter ”det kvindelige Princip” - og derfra med halen mellem benene og blikket vendt mod ”Manddommens Idealer, Orden, Tugt og Komfort”.

Intermezzo er ”en lille, men betydningsfuld tekstsamling” (Lars Handesten), der ”vækkede dem - af sin Generation - der kunde vaagne” (Edith Rode). Edvard Brandes bemærker ”en pragtfuld Hob af Iagttagelser”, og C.E. Jensen ser i Jensen ”en hidsigt fremstormende Naturkraft”.

Skovene har if. Sven Lange ”en intens Skarphed, der hidtil var ukendt i dansk Poesi”. Poul Levin glæder sig over ”disse Ord, der blusser saa blodig røde i Vejret, saa levende, saa hede og pragtfulde”. Vilhelm Andersen vil gerne vide, om der ”for Tiden i hele Verdenslitteraturen findes nogen vældigere Naturmaler end denne Jyde”. ”Østens Himmerlandshistorier”, synes Otto Gelsted. ”Nogle af de kunstnerisk mest vellykkede af hans arbejder”, bemærker Bent Haugaard Jeppesen. ”Topmålet af romantisk ironi og et koglende udtryk for en martret og splittet sjæl”, noterer Lars Handesten. Og Frits Andersen kalder bogen ”en raffineret litterær allegori og skarpsindig antropologi, en renselse, frisættelse og fuldbyrdelse af manden og digteren”.