Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Den amerikanske psykiater og feminist Judith L. Herman leverer med denne bog et velskrevet, lidenskabeligt og gennemdokumenteret bidrag til litteraturen om traumer og deres betydning for udviklingen af psykopatologi. Bogen er et vægtigt bidrag til den aktuelle psykiatriske diskussion og et tankevækkende indlæg i den offentlige debat.
Den almindelige reaktion på grusomme oplevelser er at lukke dem ude fra bevidstheden. Men grusomheder kan ikke bare manes i jorden. At huske, erkende og fortælle sandheden om de forfærdelige begivenheder, man har gennemlevet, er nødvendige forudsætninger for at hele sårene. Når dette ikke sker, når fortrængningerne opretholdes, er der stor sandsynlighed for, at den traumatiske hændelse før eller senere kommer op til overfladen i form af f.eks. tilbagevendende mareridt eller psykosomatiske reaktioner.
Gennem eksempler fra litteraturen, case-materiale og samtaler med klienter fra sin egen praksis peger Judith L. Herman på ligheder mellem reaktionerne på meget forskellige traumatiserende oplevelser (f.eks. seksuelle overgreb mod børn, mishandling af kvinder, katastrofer, krigshandlinger, tortur). Hun analyserer problemerne omkring diagnosticering, beskriver mulighederne for behandling og redegør indgående for de forskellige faser i helingsprocessen.
Bogen udkom 1. gang på dansk i 1995 og genudgives nu i Hans Reitzels Forlags Klassiker-serie. I denne nye udgave er der tilføjet et efterskrift samt et opdateret register.