Forord fra "Hvor står kampen om dannelsen?"

For en del år siden holdt jeg på en folkeskole et foredrag om folkeskolens udvikling og nyere historie. Jeg afsluttede foredraget med at stille spørgsmålet: hvilke tanker har I gjort jer om, hvordan man skal omsætte den reviderede formålsparagraf for folkeskolen? Svaret kom prompte fra en kvindelig lærer på forreste række: "ikke nogen. Her går vi ind for det hele menneske." I den efterfølgende drøftelse Viste det sig, at læreren anså det for en slags nødvendig pædagogisk civil courage at ignorere lovgivningen. Lidt ligesom mange i det Vestjylland, jeg voksede op i, anså det for skattepolitisk civil courage at undlade at betale moms. Mange år senere sidder jeg i en sluttet kreds og hører et oplæg om offentlig service.

Oplægsholderen, der er økonom, demonstrerer med tal, statistikker og beregninger de meget betydelige potentialer for at industrialisere flittigere i den offentlige service. Det er simpelthen blot et spørgsmål om politisk mod og brug af de rigtige metoder og redskaber, derude hvor der leveres service til brugerne. Det offentlige er en koncern med lidt bøvlede ledelsesforhold, og den kan kortlægges med tal. Ingen formål, ingen professioner.

De to anekdoter tegner konturerne af positionerne i den kamp om dannelsen, som denne bog handler om. Nemlig den pædagogisk-konservative position over for den politisk- administrative. Og nej, selvom det er fristende, kan man ikke bare sådan sige, at det er Bondo over for Corydon, jakkesættet over for den krøllede skjorte i bedste "kender-du-typen"-stil. Min påstand er, at den afgørende strid i dansk uddannelse i disse år er en kamp om dannelsen, og at denne kamp udkæmpes mellem to positioner, der gør hinanden dummere frem for at kvalificere sig i striden.

Det er mit argument, at der er tale om en kamp om dannelsen, og ikke en kamp mod dannelsen, som man kunne forledes til at tro, hvis man lytter til kampreferaterne fra den uddannelsespolitiske slagmark. Det er ikke en kamp, hvor nogle kæmper oppefra mod en dannelse, andre nedefra forsvarer. Når jeg hævder, at der strides om dannelsen, betyder det flere ting. For det første, at kampen om formningen af mennesker til bestemte fællesskaber er et gennem- og tværgående moment i de sidste par årtiers store stridigheder om alt fra dagtilbud til universitet. For det andet, at det er umuligt at komme uden om denne dannelsesstrid uanset om vi har ord og begreber for det eller ej, ender vi næsten altid med dannelsesdiskussioner, der omhandler menneskesyn, hvilket samfund vi vil have, forholdet mellem egenskaber og kundskaber, individ og fællesskab osv. Ikke mindst derfor ønsker jeg at rehabilitere dannelsesbegrebet som den overordnede orienteringskategori for alle mulige typer af pædagogisk og uddannelsespolitisk strid. For det tredje vil jeg gerne gore det klart, at der skal strides om dannelsen, og ikke alene om interesser, økonomi, relevans, styring, kvalificering etc.

Kampen om dannelsen kan bidrage til, at politiske og pædagogiske emner fra dagtilbud til universitet ikke alene bliver enten teknik eller holdning, men en strid, der forbinder sig til de mere fundamentale spørgsmål, der er på spil, når børn udvikler sig og lærer, unge mennesker kvalificeres og dannes, studerende opnår indsigt etc. Men det forudsætter mødesteder, besindelse og selvkritik fra de positioner, der setter dagsordenen.

Den politisk-administrative position og den pædagogisk-konservative position er naturligvis stereotyper for, hvad der bliver sagt og gjort i dansk uddannelsespolitik og -diskussion. Men næsten alle udsagn, forslag og handlinger synes at trækkes rundt langs deres akse. Det betyder ikke, at man nødvendigvis entydigt er hjemfalden til den ene position eller den anden, hvis man fx er pædagogisk kritiker af Grundtvigske æt eller djøf'er med hang til målstyring. Der er tale om generaliserede og stiliserede positioner; en slags konstruktioner, om man vil, som man ikke kan komme uden om at forholde sig til. De anførte positioner er således ikke empiriske fakta, men en slags synteser af udsagn og handlinger, der lader sig spore i uddannelses- og dannelsesdebatten.

De to poler definerer en slagmark, hvor der kæmpes om dannelsen, om mennesket og om formningen af fremtidens borger og de fællesskaber, de skal indgå i. Men de to positioner er paradoksalt nok bundet til hinanden i et intimt, et ufrivilligt nærmest symbiotisk forhold, hvor man nok åbenlyst strides og er politisk uenige, men virker analytisk enige fx om enten at lobhudle konkurrencestaten eller det modsatte. Men det er samtidig et asymmetrisk forhold, hvor den pædagogisk konservative position nærmest er besat af sit modstykke.

Kritiseres den pædagogisk-konservative position, ser den straks konkurrencestat og optimering, og anholder man logikken i styring og ledelse, fortolkes det sporenstregs som forandringsresistens og mangel på omstillingsparathed. I mit eget uddannelsesforløb, intellektuelle interesser, arbejdsroller og ansættelsesforhold har jeg igennem en længere årrække skullet forholde mig til begge poler og positioner. En slags ben i hver lejr som højskolebarn og djøf'er, underviser og rektor, kritisk skribent og institutionsstrateg, iagttager og beslutningstager.

Måske derfor har jeg også været i syv Sind forud for affattelsen af denne lille bog. På den ene side er det mig magtpåliggende at bidrage til oplysning og debat om vigtige mønstre i vores offentlige omgang med ikke mindst uddannelse og uddannelsespolitik. Også selvom det ikke er noget stort bidrag. På den anden side står det mig klart, at det embede, jeg bestrider, indebærer, at mine synspunkter og analyser kan anses for risikable, da de afviger fra den almindelige analyse og diagnose i dansk uddannelsesdebat. Jeg læner mig hverken op ad "magten" eller det modsatte, og det kan være et bøvlet Sted at stå. Ikke desto mindre vil jeg insistere på at kunne diskutere hinsides embedet, selvom mange netop hævder, at frihedstab er prisen for offentlig ledelse. Særligt hvis man agter at stille sig det "tredje besværlige sted", som en god ven sagde til mig.

Formen er essayistisk tiden og intellektet har ikke været til en videnskabelig form og temperamentet ikke til en letfordøjelig løsning svøbt i enkle appeller i damebladsgenren. Læseren skal således heller ikke trættes med et hav af referencer, men må til gengæld bære over med de ikke så få generaliseringer, der følger. Med andre ord argumenteres og sandsynliggøres der snarere end bevisføres og dokumenteres.

Jeg har i en årrække fra slutningen af 1990erne og frem til starten af 2010’erne begået en del kritiske analyser i bøger, tidsskrifter, antologier og i den offentlige debat med vægt på ikke mindst styring, ledelse og politik. Det sker også i dette essay, men jeg supplerer samtidig med en kritik af det kompleks af pædagogiske og uddannelsespolitiske debatter, hvor parterne i iver efter at bedrive magtkritik synes blinde for institutioner og professioners egen rolle og ansvar og dermed også for den uhyre vigtige rolle, de kunne spille, hvis de ikke måtte nøjes med politisk-administrativ kritik og reform-amok, men også blev mødt af kritisk-konstruktiv modspil fra egne rækker.

Jeg forsøger afslutningsvist at pege på en vej ud af striden. Ikke en vej, der afgør striden. Kunsten at opdrage og kunsten at regere er ikke givet af naturen, som Kant bemærkede i sine forelæsninger om pædagogik. De to vanskelige kunster er henvist til evig strid og fortolkning. Men min bog kan forhåbentlig kvalificere striden.

Jeg aftegner i Del I først udfordringen for dansk uddannelse og markerer her, hvorfor dannelsesdiskussionen er vigtig, og hvorfor den måde, vi strides på og udøver kritik på, er afgørende. I Del 2 gør jeg status over de to hovedpositioner; først ved at gennemspille dem overordnet, dernæst ved at positionere dem over for hinanden, når det angår deres syn på magt, deres orientering mod fortid og fremtid og deres opfattelse af viden. I Del 3 udkaster jeg et "alternativ". Med andre ord nogle bud på, hvordan de to positioner kunne modes om et styrket fælles anliggende. I Del 4 runder jeg af.

Jeg skal for god ordens skyld understrege, at afsenderen ikke er rektoren eller institutionen Metropol. Og derudover ytre håb om kritik og modsigelse. Tak til Jens Erik Kristensen, Henrik Nitschke, Lasse Horne Kjældgaard, Jakob Jensen, Tobias Høygaard Lindeberg, Jens Folke Harrits, Leif Hermann og Camilla Damgaard for bemærkninger til manuskriptet på forskellige tidspunkter. Jeg burde uden tvivl have lyttet flittigere. Og tak til min insisterende redaktør Rasmus Øhlenschlæger, der har æren for, at jeg endelig for i blækhuset.

Jeg dedikerer bogen til lektor Knud Kramshøj, min dansklærer fra 1987-90 på Skive Gymnasium & HE. Kramshøj Viste mig, at kritik uden nysgerrighed er tvær, og nysgerrighed uden kritisk ansats er naiv.

Stefan Hermann, september 2016