Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Karen Thisted drømte en nat, at hun døde. Hun var alene i sit sommerhus, hvor et maleri af hendes tipoldefar, pastor Thisted, hænger over sengen. I drømmen talte hun muntert med pastoren, som bød hende velkommen på den anden side.
”Det glædelige er, at jeg ikke var spor ked af at dø, og jeg ved hvorfor. Det skyldes, at jeg har levet livet så fuldt og helt og med så megen kærlighed, som selvfølgelig også har gjort ondt, men som jeg ikke ville have undværet for nogen pris,” fortæller den folkekære journalist og forfatter.
I Hvis jeg døde nu, døde jeg lykkelig beretter hun åbenhjertigt om sit livs op- og nedture; om hvordan Lise Nørgaard beordrede hende til at blive skilt, om at tisse i Møllehaves møntsamling og om at møde op til redaktionsmøde på Ekstra Bladet vind og skæv efter et besøg på Christiania. Hun fortæller også om at blive dus med Prins Henrik, være i lære som bordelmutter og mange andre rørende, livskloge og stærkt underholdende historier fra et rigt liv.
Om forfatteren:
KAREN THISTED, f. 1946, er journalist og forfatter. Hun startede bl.a. Go#morgen Danmark på TV 2 sammen med Michael Meyerheim, var chef for Danmarks længst producerede underholdningsprogram Eleva2ren, og senest har hun og Suzanne Bjerrehuus vundet priser for fornyelse af tv-genren med Mormors Bordel. Hun har desuden skrevet en del bøger bl.a.bestsellerne Det skal mærkes at vi lever (Politikens Forlag, 2003), der blev købt af flere end 275.000 danskere og Du har rørt ved mit hjerte (Politikens Forlag, 2005).