Hvad stiller vi op med middelklasserne?

I Hvad stiller vi op med middelklasserne?, som er bådeessay, poetik, selvbiografi og programskrift i ét, er det de selvfornægtendemiddelklasser hun forsøger at få hold på. Det er særligt middelklassernesparadokser, f.eks. arbejderen der gik ind på kontoret, blev sit job, ogbegyndte at sige ”os” når han egentlig talte om sig selv. Essayet baserer siglige dele på research og dokumentation, bakket op af citater fra en rækkeforfattere (Nietzsche, Debord, Ballard, såvel som Lojkine, Huelin og Brustier).Resultatet er en finurlig definition af middelklasserne, selvkritisk,engageret, syrligt lysende og poserende (i øvrigt et klassisk karakteristika;middelklasserne poserer).

 

Nathalie Quintane er i bogen en etnolog over det absurde og gør sociologi tilen kampsport, og selvom ”dramaets” udgangspunkt; data, citater og interiør, erfranske, så resonerer teksten særlig godt med den skandinaviske velfærdsmodel,hvor ”samfundskontrakten” i dag er ved at smuldre, i den paradoksalekvantificering af omkostninger og udbytte af alt, selv det allerhelligste ”detgode liv”. Middelklasserne sidder, ifølge Quintane, ubehjælpeligt fast iflaskehalsen, mens den rigeste 1% fortsætter sin absurde akkumulation, mensmiddelklassernes identitet og samfundsorganisationen som helhed udhules ogfamler. ”Den Europæiske drøm” er gået fra tro til overtro, hvor vi fortsatprædiker for vores børn, at hvis de gør det godt i skolen, vil de få "etgodt liv" eller bare ”et job”, til trods for at virkeligheden viser detmodsatte. Det er særligt middelklassernes afstand mellem hvad de siger og hvadde gør, Quintane undersøger, middelklassernes benægtelser og vrede, der endermed at ”straffe virkeligheden”, blandt andet ved at inkriminere demokratiet,som gøres ansvarlig for vores strukturelle mangel på opstigning og nydelse.