Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur var titlen på den pompøse forelæsningsrække, som Georg Brandes (1842-1927) i efteråret 1871 indledte på Københavns Universitet med forelæsningerne over "Emigrantlitteraturen", dvs. den frisindede og radikale franske litteratur der fulgte i kølvandet på revolutionen i 1789 - og som, fordi dens forfattere da måtte drage i eksil, fremstod som en litteratur af emigranter (Chateaubriand, SÚnancour, Constant og Mme de StaÙl). Brandes ønskede at ruske op i den romantiske og reaktionære kulturånd herhjemme ved dramatisk at pege på en helt anderledes og tidssvarende litteratur, der "satte problemer under debat" - det være sig religionen og det borgerlige samfund såvel som ægteskabet og hele kønsmoralen. Knap var forelæsningsrækken, der som fanfare havde Brandes" bekendelse til "troen på den frie forsknings ret og på den frie tankes endelige sejr", færdig, før helvede brød løs, og kritikken haglede ned over ham. For at dokumentere sine synspunkter og analyser udsendte han allerede i foråret 1872 en bogversion af emigrant-forelæsningerne, og det er denne afgørende 1. udgave - kulturradikalismens manifest - der her på ny ser dagens lys i moderne retskrivning, dog med bevarelse af Brandes" "mundtlige" tegnsætning. I en kortere efterskrift redegør Peter Thielst for værkets historie, den barske modtagelse og dets aktualitet i dag.
Omslag ved Hovedkvarteret.