Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Hjerte rimer på smerte på anderledes vis i 22årige Camilla Wandahls debutroman: Her følger læseren 14årige Gry, der er spændt ud mellem angsten for en hjertesyg lillesøster og sin første store forelskelse.Grys verden er skarpt opdelt i et før og et efter Vente. Hele familien går og venter på et helt særligt opkald: Et opkald fra Rigshospitalet om et nyt hjerte til lillesøster Freja: ”Det er jo døden, vi venter på. At der bliver et ledigt hjerte, et børnehjerte.” Med stor indlevelse skildrer romanen den unge Grys angst for den indre dæmon, der er dukket op i tiden efter Vente og hendes forsøg på at opretholde et normalt teenageliv med fester og veninder. Romanen portrætterer Gry midt i hendes mest heftige og sårbare forår og følger hendes ømhed for den syge søster, hendes passion for maleriet og den uventede og overrumplende forelskelse.