Heroica

Der er en uset voldsomhed på færde i de centrale digte i Claussens senværk, der fjerner dem fra det pikant dekadente og stedvis flirtende i 1890'ernes produktion. I forordet til Heroica skriver Claussen, at det gælder om „at udløse den Rhytme, man har i sig – at styre efter den udødelige Aritmetik, som bruges af Væsner i Bevægelse – den fuldeste Frihed og den højeste Ligevægt“. Digteren synes at have nået dette mål med sit værk, der i sin rytmiske udfoldelse er præget af fuld frihed og den højeste ligevægt mellem sindets poler. Kunstneren virker frigjort fra alle andre hensyn end de rent kunstneriske i sin aristokratiske radikalisme. Digteren ser sig selv som skuende på Olympens top og anråber Apollon – „Solgud og Mesterskabs Aand“ som sit sande jeg i sit store klassisk metriske og triumferende homeriske heksameterbrev til ungdommens tårnbroder Johannes Jørgensen. Over for Jørgensens paniske og svage tro sætter han sin egen skabende ånd, der som et atom jager igennem solen mod stærkere stjerner i en ekspansiv kosmisk udvidelse af digterens poetik. Han gentager spørgsmålet fra sine debutdigte i Naturbørn: Hvem er jeg? Her 30 år senere kender han nu svaret: „en eneste Aand gennem ski