Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I en nedbrændt hytte højt oppe i Montanas bjerge finder to vandrere et forkullet lig, og kriminalassistent Cody Hoyt bliver kaldt til stedet. Den døde viser sig at være Hank Winters, en af Codys få venner, og tegn på gerningsstedet viser Cody, at nogen myrdede Hank og forsøgte at få det til at ligne et uheld. Codys kolleger ser anderledes på sagen, men Cody insisterer, og i sin desperate jagt på Hanks morder bryder han alle regler og bliver suspenderet. Under hånden hører han imidlertid, at spor fra Hanks harddisk kæder morderen sammen med en vildmarkstur på hesteryg ind i de fjerneste områder af Yellowstone Nationalpark. En tur, der lige er startet, og som også Codys syttenårige søn Justin er med på sammen med sin stedfar. Over hals og hoved tager Cody til Yellowstone og følger gruppens blodige spor ind i ødemarken, og Cody kommer helt ud – og lidt længere – i forsøget på at redde sin søn og finde Hanks morder.