Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I mange år var Stig Elling bedst kendt som rejsekongen, der stillede op til mediestorm, når bølgerne gik højt i rejsebranchen. I sin selvbiografi går han for første gang planken ud og fortæller åbent om de voldsomme op- og nedture, der flere gange har været ved at forlise hans liv.
Opvokset med en alkoholisk far og en psykisk syg mor lærte Stig Elling tidligt i tilværelsen at stå på egne ben. Hvor forældrene svigtede, lærte han i stedet at hente tilliden og optimismen indefra - samt vende de mørke kræfter i sit liv til en ukuelig virketrang og utrættelig energi, der blandt andet har bragt ham til tops i den danske rejsebranche.
Det, der på overfladen har lignet et liv i evigt solskin, har også haft skyggesider, som ingen har kendt til. I Hele sandheden fortæller Stig Elling afklaret om den mørke barndom, han aldrig har kunnet kaste af sig. Om mange års letlevende liv med piller og sprut og om det at stå frem som bøsse. Samt ikke mindst om den indre kamp for at kunne se sig selv i øjnene. Hele sandheden er en ærlig og livsbekræftende historie om at bringe sit liv på ret køl igen, når bølgerne går højest.