Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Fremkomsten af smartphones og tablets har for stedse revolutioneret vores medievaner og måde at kommunikere med hinanden på. Og i Sillicon Valley har det for bestandigt ændret virksomhedernes måde at drive forretning på. I centrum af denne ændring er Apple og Google – to selskaber, hvis filosofier, ledere og kommercielle indsigt har tilspidset konkurrencen til at blive en indædt kamp om langt mere end blot markedsandele. Det er blevet en kamp, der nærmer sig religiøs karakter.
Forfatter Fred Vogelstein har rapporteret om denne rivalisering i mere end et årti og har en helt unik indgang til fejdens vigtigste aktører. I Hanekamp tager han os med ind i de kontorer og bestyrelseslokaler, hvor selskabernes dogmer udmønter sig i nådeløs business og tager os med helt tæt på Applestifteren Steve Jobs og Googledirektøren Eric Schmidt. Der er åben krig, uhellige alliancer, mytteri, krybskytteri og voldsomme opgør for åben skærm.