Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I første del af Ellen Duurloos trilogi om Else følger vi den unge piges ulykkelige barndom, som lægger grunden til hendes forkvaklede og forskruede personlighed, der igen og igen spænder ben for hende i hendes forsøg på at skabe sig en stabil og meningsfuld tilværelse. Duurloos indlevelse og forståelse af Elses psyke er slående, og hun følger hende fra barndommen som lægedatter af blandet blod, til hun efter en kort og mislykket affære med en mand bliver sendt på et hjem for faldne kvinder. Rædslerne og tyranniet på dette hjem er skildret i grusomme detaljer, som læseren sent vil glemme.
Bogen er skrevet i tidens sprog og ud fra datidens retskrivning.Ellen Duurloos serie \"Han skal herske over dig\" tegner et portræt af pigen Elses komplicerede psyke og følger hendes liv og udvikling, til hun bliver voksen. Bogen kan ses som et psykologisk studie i overgangen fra barndommen til ungdommen og voksenlivet, hvori Duurloo drager os med ind i alle afkroge af sindet, mens hun både realistisk og empatisk beretter om de oplevelser, der former den ulykkesramte piges udvikling.Ellen Duurloo (1888-1960) var en dansk forfatter og journalist, der var mester i at skildre de dårligst stilledes vilkår på en realistisk og medfølende måde. Under pseudonymerne Grete Lund, Jan Peiter og Margrethe Skovsted har hun skrevet adskillige ungdomsromaner, hvori hun tegner barske, men relevante billeder af virkelighedens til tider grusomme verden.