Hamama

Hamama sidder i en gummibåd på vej mod Europa sammen med tredive andre mennesker på flugt. Ingen af dem ved, at de, så snart båden rammer kystbredden på den græske ø Chios, vil blive fragtet til flygtningelejren Camp Vial af et voldeligt politi.

Hamama er tyve år. Sammen med sin mor og to yngre søskende er hun flygtet fra sit hjem i Damaskus, men i Tyrkiet må familien nødvendigvis skilles, og Hamama fortsætter mod Europa på egen hånd. I Camp Vial oplever hun, hvordan børn, kvinder og mænd blive nedbrudt fysisk og psykisk. Hun ser, hvordan mennesker kæmper for at overleve ved at samle brødkrummer og tilberede supper af dem. Hun sover i et telt på et liggeunderlag. Om vinteren nærmer temperaturen sig frysepunktet, om sommeren klæber varmen sig til de tynde teltduge og kvæler luften for ilt. Der er aldrig stille. Hele tiden kan hun høre fodtrin, hunde, der gør, skrig og råb, katte, som pusler i affald. Lyde, der fremkalder mareridt og traumatiserende billeder fra krigen i hjemlandet.

I lejren stifter Hamama flere venskaber, og hun møder Nuura, som i flere situationer bliver en erstatning for den mor, hun savner og mangler.



Hun holder pludselig op med at bevæge munden og ser forskrækket på mig. Endnu et suk. Det er, som om en sort skygge har lagt sig over hendes træk. I det samme tager hun en kraftig indånding.  

’’Du er stærk, min pige.’’

Hvad er det, hun prøver at sige til mig?

’’Du må tage af sted, Hamama … Dit liv og din fremtid er ikke at finde her.’’



Frederik Scheuer, 1995. Han var på Chios, Grækenland i 2020, igen i Grækenland, Athen 2021 som frivillig i flygtningelejre, uden for lejrene og på gader. Hamama er hans første roman.