Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Handlingen foregår i den lille, irske by Knockglen, hvor pigerne Benny og Eve vokser op. De to børn har et ubrydeligt venskab, men et mere umage par kan dårligt tænkes. Benny er det overbeskyttede enebarn, Eve er forældreløs og blevet opdraget af nonnerne i den lille by. I tidens fylde begynder de to piger på universitetet i Dublin, men de snærende bånd til deres barndoms miljø viser sig meget svære at bryde.
Bennys forældre forlanger af lutter omsorg, at hun tager hjem til dem hver aften. De forstår ikke, at Benny derfor har svært ved at blive optaget i studentermiljøet. De forstår heller ikke, at Bennys spirende kærlighed til universitetets hjerteknuser, Jack Foley, har vanskelige vilkår.
Omkring de to piger kredser en lang række personer, nogle sjove, nogle kloge, nogle helt ulidelige og nogle meget indtagende. Blandt andet den irsk-italienske Mario og den farverige Fonsie, der har planer om at omdanne Knockglen til en "by med gang i". Og Clodagh, der har store planer med sin tantes tøjforretning - samt Nan Mahon, den smukke, men beregnende storbypige, der har misforstået hele venskabsbegrebet.
"Maeve Binchy er en mester i at lade læseren svæve i denne lille lurende, latente uvished, hendes replikker er ægte og mundrette, og hun kender ikke til nemme og billige løsninger på de problemer, der opstår og må løses undervejs", skrev Jyllands-Posten.