Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Genfærd, grave og onde ånder. Spøgelser og spøgerier. Dobbeltgængere og poltergejster. Undersøgelser og forklaringer. Titusindvis af beretninger fra hele verden antyder, at vi mennesker til alle tider er blevet hjemsøgt af fænomener, der trodser almindelig fornuft og betragtning.
I Genfærd, grave og onde ånder beretter spøgelsesforfatteren og foredragsholderen Palle Vibe fx om kister, der i årevis er blevet flyttet af ukendte kræfter og om folk, der har oplevet at blive reddet fra døden af - sig selv. Vi får kendskab til genfærd, der bringer advarsler, og poltergejster, der driver hele familier fra hus og hjem. Og vi hører om sælsomme spøgelsesdyr og om biler og jernbanetog, der stadigt ses på steder, hvor mange engang har mistet livet i et trafikuheld eller en togulykke.
Palle Vibe stiller skarpt på fænomenerne og fortæller veloplagt om spøgelser, der her i vor moderne tid langt fra altid optræder som kutteklædte skikkelser, men lige så gerne giver sig til kende som forfærdende skrig om hjælp på bånd, sære og uhyggelige fremtoninger på fotografier og tv-skærme eller mærkelige billeder og tekster på computere. Og han tilbyder en overraskende forklaring, der på alle måder udfordrer de traditionelle forestillinger og samtidig bringer os forståelsen af spøgelser en lille smule nærmere.