Frysende våde vejbaner

På et tidspunkt kunne jeg mærke at der var en der så på mig. 

Hun stod ligesom jeg ganske alene i lokalet. Mærkeligt nok, for det var en flot, velklædt kvinde som de fleste burde have lyst til at flirte lidt med. Men det var som om alle bevidst undgik hende. Hun var meget bedre klædt end de andre i lokalet, måske fordi hendes stil var så enkel og gennemført. Rødt og sort — og intet andet. Hendes sorte fløjlsdragt sad flot og meget kropsnært på hende, og den eneste pynt var et langt, højrødt sjal som hun havde slynget om halsen, og som dannede kontrast til både kjolen og hendes lange, sorte hår. Og så havde hun det herligste, spydige smil, og måske var det netop dét der skræmte de andre væk. Det spydige smil og den sarkasme det stillede i udsigt, at man ville få den lige i hovedet hvis man henvendte sig.

Mig tiltrak det nu, så jeg gik hen til hende. Hun gjorde en grimasse som om hun var ved at tabe næse og mund af bar forbløffelse, og så grinede hun frækt til mig. 
— Har du husket at få din gratis drink? spurgte hun, den der er... 
— Gratis! sagde jeg og skålede, og hun fulgte op med. 
— Har du husket at tage godt med småpenge med? 
Jeg tror ikke de accepterer dankort 

Hun havde skønne, brune øjne og et dejligt, bredt smil. Og i modsætning til de andre i lokalet holdt hun ikke hele tiden på sig selv. Når hun lo, lo hun højt, og hun talte i et helt normalt stemmeleje så man kunne høre hvad hun sagde. Og i et almindeligt tempo, i modsætning til festens mange akademikere der netop gjorde en dyd ud af at tale ufattelig langsomt så deres pointer virkede mere dybsindige og originale.

Hun var netop blevet færdig som arkitekt, fortalte hun, og det kom egentlig bag på mig. Dels så hun alt for ung ud til at være færdig med så langt et studium, og dels følte jeg mig så meget i sync med hende at det var svært at tro hun skulle komme fra et område af verden som var så fremmed for mig. Til min lige så store forbløffelse virkede det som om hun havde det på samme måde med mig, som om hun undrede sig over at have mødt et menneske hér der ikke var enten skindødt eller utåleligt arrogant. Det var tydeligt at hun godt kunne lide mig. Da jeg på et tidspunkt hentede et par drinks og sagde: 

— En lille venlighed, værsåartig.. svarede hun: 

— Venlighed er som regel en kompensation for faglig kompetence . og dét med en lavmælt og slæbende langsom stemmeføring som var en nøjagtig gengivelse af skægabens måde at tale på. Hun var mesterlig til at imitere. 
— Det jeg hører dig sige, er at du er emfatisk omkring faglighedens primat? svarede jeg i et forsøg på at ramme den samme tone. Det lykkedes ikke helt, men alligevel lo hun: 
— Det var dog en overraskelse. Har jeg fundet en åndsfælle på dette gudsforladte sted i aften? 
— Helt bestemt! sagde jeg. 
Vi tømte hurtigt plastikglassene med gin og tonic, der var ikke plads til meget i de små glas. Hun trak mig i trøjen og hviskede i mit øre: 
— Hvorfor bliver folk altid så nærige når de har været i psykoanalyse? 
Men så skiftede hun stil. Hun så alvorligt på mig og sagde: 
— Jeg synes ikke rigtigt du køber noget. Er du... konsumptionsbornert ?
Og omgående svarede jeg: 
— Næh, fattig. Undskyld, nærig... 
Jeg kan godt forstå du er fattig hvis du er så nærig, sagde hun, og dén kunne jeg så tygge lidt på mens jeg gik over til baren og købte yderligere to gin og tonic i plastikglas. Så sandt, så sandt. På en eller anden måde vil du aldrig modtage noget hvis du aldrig selv giver noget fra dig.