Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Ondskaben er blevet umoderne. Vi tror helst på det gode i hinanden, mens vi overlader det til sociologien og psykologien at forklare de ubehagelige sider af livet. Men det får jo ikke det onde til at forsvinde.
Hvis alt godt skal strømme fra os selv, risikerer vi at blive slået om kuld, når vi møder egen eller andres hårdhed, løgn og kynisme. Med FRI OS FRA DET ONDE undersøger SØRINE GOTFREDSEN, hvordan det onde er på spil i vores liv i dag, og hvordan vi kan tage kampen op, så vi ikke står alene tilbage med vores skyld.
Bogen igennem inddrager hun MARTIN LUTHER. For den tyske reformator var Djævelens spil i verden en lyslevende realitet, og som ung munk pinte han sig selv til større godhed og lydighed for at undslippe fortabelse. Først da han indså, at den frisættende nåde kun kan komme udefra, blev han fri.
Martin Luthers tænkning er forankret i Reformationstiden, men hans kamp for det frisatte menneske angår i allerhøjeste grad også vores liv. Gennem eksempler fra litteratur, film og sit eget liv sætter Sørine Gotfredsen Luthers liv og tænkning i spil for at finde svar på, hvordan vi i dag kan blive fri af det onde.
SØRINE GOTFREDSEN, født 1967, er journalist, præst og debattør, kendt for sine skarpe iagttagelser og markante holdninger. Hun er forfatter til en række bøger, senest de roste titler ”At leve med Kierkegaard” (2013) og ”Løft blikket” (2015).