Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Historien om de fransk-danske kunstneriske forbindelser i den danske enevældes tid, 1660-1849, er en fortælling om kunsten som et redskab i iscenesættelsen af den enevældige kongemagt. Emnet er dermed ikke blot kunsten i sig selv, men også den vekslende historiske baggrund, hvorpå den blev til. Bogen præsenterer samtidig en opmarch af kunstværker i stort og småt, fra rytterstatuer til miniaturemalerier, skabt af ydmyge imitatorer, dygtige håndværkere eller storslåede og originale kunstnere i enevoldskongernes tjeneste. Den kunstneriske inspiration gik hovedsageligt den ene vej, fra Frankrig til Danmark, men samtidig var der hele tiden en vis gensidighed, som de kunstneriske relationer er med til at belyse. Ved Kulturfremstødet Danmark-Frankrig 1987-88 betegnede Hendes Majestæt Dronning Margrethe II 1700-tallets resultater af Frankrigs kunstneriske indflydelse i Danmark som en "forening af fransk elegance og dansk snilde". Bedre sammenfatning kan næppe gives.