Du er ikke logget ind
Beskrivelse
“Han deltog ikke i det, for han ville trods alt ikke have, at man så ham som én, der kastede sko og æg og affald efter Tilsynsføreren. Så opdagede han, at der ikke ville være nogen, der så ham som noget som helst overhovedet når hullet var nedlagt. Alligevel kastede han ikke sko efter Tilsynsføreren, for han havde kun de sko med, han selv skulle bruge.”fra novellen Josef i Hullet.
Hvordan skabes og opretholdes magt? Jakob Brønnums syv noveller, der er en forlængelse af samlingen Pinballmesterens drøm (Hovedland, 2010), kredser om de magtstrukturer, der er dybt rodfæstede i vores kulturelle bevidsthed. De skaber rammen om denne samling, der konstant bevæger sig på kanten mellem forventning og fortabelse.
Samlingen afsøger nogle dybere lag i manderollen og den magtform, manderollen agerer på. Fortællingerne har motiver, der både er historiske og nutidige og som breder sig over en vifte af kulturelle motiver. Fortællingerne omhandler moralske temaer i en form, der kunne minde om fabler eller lignelser opbrudt af lige dele poesi og sarkastisk samfundskritik. Jakob Brønnum har udgivet omring 25 bøger og har fået flere legater, bl.a. fra Statens Kunstfond. Han er tidligere formand for Den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening. Forfatterskabet tæller romaner, fortællinger, digte, samt essays og sagprosa, også om mere eksistentielle temaer.
“Til sidst kom Josef sig over det, men det var der alligevel altid som en skygge han kunne se, når han vendte sig om og kiggede ind i sig selv. Når han så den, tænkte han at det var underligt, de ikke havde fortalt ham at det at blive født var som at tage et nummer og stille sig op i køen.”fra novellen Josef i Hullet.