Alle bøger af Poul Bregninge - Saxo. Læs Lyt Lev

Poul Bregninge er født i København den 15. juli 1936. Er opvokset inden for Jehovas Vidner, men brød i 1959 med bevægelsen. Udstødt i 1964 efter at have skrevet mange kritiske læserbreve, debatindlæg og kronikker om Vidnerne. Skrev seks år efter bruddet sin første bog om bevægelsen, Jehovas vidner under anklage, Hans Reitzels Forlag, 1966. Uddannet som litograf og grafiker. Har i en periode arbejdet som journalist og bladtegner.

Efter en langvarig tilblivelsesproces udkom min bog, Dommedag må vente, i maj 2006 på forlaget Gyldendal. Jeg var naturligvis glad og stolt over, at det netop var Gyldendal, der antog min bog. Jeg havde også anstrengt mig for at skrive en både læseværdig, spændende og veldokumenteret fremstilling af mit emne. Dommedag må vente er en kritisk gennemgang af Jehovas Vidners historie og centrale læresætninger. Med udgangspunkt i den adventistiske vækkelsesbevægelse, der under ledelse af landmanden William Miller advarede USA om Kristi genkomst og dommedag i 1843-44, startede grundlæggeren af Jehovas Vidner, C.T. Russell, i 1879 bladet Zion’s Watch Tower, der siden under navnet The Watchtower (DK: Vagttårnet) er blevet kendt over hele verden. Bevægelsens udgiverselskab, Watchtower Bible and Tract Society, udviklede sig efterhånden til en af verdens største religiøse forlagsvirksomheder, som i dag opererer i 235 lande. Bevægelsens arbejdskraft består stort set af gratis arbejdende sælgere, der kaldes forkyndere (publishers). Vagttårnsforlagets trykpresser udspyr bøger, blade, bibler og andre tryksager i enorme oplag. Førsteoplaget af en bog ligger ofte på en million, og en enkelt udgave er endda kommet op i 13 millioner eksemplarer. Antallet af aktive ”forkyndere” ligger i dag på omkring 7.000.000. Selv om bevægelsen udviser symptomer på stagnation, vokser den dog stadig omkring 1-2 procent om året. De mange aktiviteter kræver en stærk og effektiv organisation, centreret omkring den forestående dommedag. Frygten for ”Harmagedonslagets” altid nære udbrud fastholder således medlemmerne i et jerngreb (mind control), hvor der ikke er plads til kritiske spørgsmål, og hvor det oftest får tragiske følger, hvis man vælger at forlade bevægelsen. Vidnerne blander sig hverken i politik eller andre former for foreningsvirksomhed, men holder sig snævert til deres egen gruppe. Dette overvågningssamfund levner ikke mulighed for nogen form for foreningsdemokrati. Forsøg på at påvirke organisationen nedefra fører uundgåeligt til brud og udstødelse. Ikke mærkeligt at nogen sammenligner Vidnerne med Orwells 1984. Dommedagen, der var på programmet i 1914, i 1925, halvt om halvt i 1954 og sidst i 1975, hævdes stadig at være faretruende nær, men det er, som om bevægelsens ledelse i New York befinder sig i en mellemfase, hvor Kristi genkomst nu (set i lyset af Bibelens endetidslære) er udskudt til den nærmeste fremtid. På grund af min udstødelse af bevægelsen i 1964 var det ikke let at komme nær på medlemmerne. Alligevel lykkedes det at komme i personlig kontakt med Jehovas Vidners landsleder i Danmark. En lokal menighedstjener, der blev min ”kontaktofficer,” forsynede mig løbende med litteratur samt en cd-rom, der indeholder en del skriftligt materiale, der er udkommet siden 1950’erne. Jeg fik også kontakt til en stærkt kritisk fungerende ældste, der anonymt rettede bitre angreb mod bevægelsen. Ydermere fik jeg forbindelse med en række tidligere, nu udstødte Vidner, der var midt i et opgør med bevægelsens intolerante organisationspraksis, og som nu havde sluttet sig sammen i en støtteforening, hvis formål var at oplyse om bevægelsens historie, lære og metoder. En del frafaldne går deres egne veje efter bruddet. Andre påbegynder en højere uddannelse, som ledelsen ellers i mange år har frarådet. Mangler de frafaldne imidlertid et mere dybtgående opgør, risikerer de – igen på grund af angsten for Harmagedonkrigens rædsler – at falde tilbage til de ”sikre” omgivelser. Derfor indeholder min bog også en tidshistorisk