Mads Brügger, der af de fleste er kendt for sine dybdegravende dokumentarer og sit virke som programchef for Radio24syv, er uden tvivl den danske befolknings mest elskede gonzojournalist. Mangen en gang har Brügger gået undercover og infiltreret alverdens miljøer - altsammen i journalistikkens navn.
Første gang Brügger fik blod på tanden med hensyn til journalistik, var da han som 19-årig vandt en essaykonkurrence sat af Berlingske Tidende, men oplevede at passager blev censureret. Lige siden har Brügger haft en passion for afslørende journalistik, for at skubbe til grænserne og for at skabe debat. Med succesfulde dokumentarer såsom Danes for Bush, Det Røde Kapel og Ambassadøren kan man ikke sige andet, end at hans mission klart er lykkedes.
Brüggers debut i bogverdenen kom med den dokumentariske Ingen kender Dagen i 2003. Siden da har Brügger udgivet adskillige journalistiske bøger, hvoraf et flertal er skrevet sammen med journalistkollegaen Nikolaj Thomassen.