Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Moderne management er religion ... Det er et af budskaberne i Kirsten Marie Bovbjergs bog Følsomhedens etik der bærer undertitlen: Tilpasningen af personligheden i New Age og moderne management og den religion der tales om, dyrkes ikke kun i erhvervslivets regi, på kurser efter arbejdstid. Nej, det er en religion, der breder sig i tomrummene overalt i samfundet: I fagbevægelsen (teorien om det udviklende arbejde) i Kommunernes Landsforening, ja selv den nye folkeskolelov er ikke længere båret af dansk folkeoplysningstradition, men er afgørende præget af uerkendte forestillinger f.eks. "ansvar for egen læring".
Kirsten Marie Bovbjergs bog er en redigeret og omskrevet udgave af hendes ph.d. afhandling, der blev antaget ved Det humanistiske Fakultet ved Københavns universitet i februar 2001.
Med udgangspunkt i bl.a. Max Webers studier i protestantisk etik og gennem introduktion af den franske filosof Michael Gauchets religionsstudier viser Bovbjerg, at der i nyere managementteorier er ved at blive skabt en ny arbejdsmoral, en følsomhedens etik, kalder forfatteren den. En påkaldelse af den enkeltes interesse for selv-realisering er grundlaget for virksomhedernes forsøg på at disciplinere medarbejderne så de oplever en kaldsrelation til arbejdet og indgår en pagt med virksomheden.
Bovbjerg, der er cand. phil i europæisk etnologi, retter i bogen søgelyset mod NLP (Neurolingvistisk programmering) som er en udbredt og populær managementteori i tiden. Og hun påviser, at der består nære relationer mellem NLP og New Age'ske forestillinger, f.eks. gennem den næsten kanoniserede humanistiske psykologi (Maslow, hans behovspyramide m.v.).
Udbredelsen af den moderne virksomhedsreligiøsitet ses af Bovbjerg i større sammenhæng og sættes bl.a. i relation til en dansk demokratisk tradition. Derudover gør Bovbjerg i Følsomhedens etik op med den nærmest enerådende forestilling, at de moderne samfund skulle have befriet sig fra religiøse forestillinger, og at religion og religiøse forestillinger herefter skulle være forvist til privatlivet.