Festen i Hvidebjerghus

De, der lever et langt liv, behøver jo ikke at slutte med at sygne hen. Det kunne jo også hænde, at nye tider gav nye muligheder, og med baggrund i erfaringerne i de mange forudgående år kunne der opstå en trang til at gå på de vilde vover. Med andre ord: Sæt en håndfuld aldrende, som tilfældigvis hører til samfundets mere privilegerede borgere, ind bag en høj ligusterhæk. Giv dem lidt held i sprøjten såsom et hoved, der ikke rammes af tidens største svøbe kaldet demens. Få dem til at åbne ørerne for ret tossede forslag, som kommer fra deres egen midte. Denne forfatter tror, at der er uudnyttede ressourcer blandt samfundets ældste, og når de har heldet med sig og ikke får for mange nedture, bliver der fest i gaden. Når de så tilmed er åbne for generationerne, der følger dem, begynder det først rigtigt at blive sjovt at være gammel.         

Uddrag af bogen Min bedste ven trak mig imidlertid med ind til en af damerne, som havde sit eget værelse i hovedbygningen. Hun diskede op med en rom og cola, og jeg fik det bedre og bedre. Min ven hviskede på et tidspunkt, at han havde givet hende alle sine sidste kontanter, og nu skulle jeg bare se verdens bedste show. Hun begyndte minsandten at lade stropperne på sin bh glide ned over skuldrene, og da jeg mumlede vagt i gevær til min ven, skubbede han mig bagover i sengen og bad mig holde kæft. Faktisk fortsatte hun med at pille ved sit tøj, og da Pedersen stak hovedet ind, var hun kun iført trusserne og drejede sig rundt med hænderne begravet i håret.           

Om forfatterenI en alder af vistnok 63 år begyndte denne forfatter at skrive bøger. Bedre sent end aldrig. En bog på 947 sider så dagens lys. Det var så skægt at skrive, at der ikke var nogen grund til at holde op. I skrivende stund ser bog nr. 16 dagens lys. Hvorfor ikke?