Fasandræberne - filmudgaven

Hun balancerede nærmest på en knivsæg, når hun dristede sig ned ad Strøget. Med ansigtet halvt dækket af et grumsetgrønt sjal gled hun forbi oplyste butiksruder, mens de vågne øjne scannede gadebilledet. Det drejede sig om at genkende folk og om ikke selv at blive genkendt. Om at kunne leve i fred med sine dæmoner og overlade resten til dem, der rasede forbi. Overlade resten til de forbistrede sataner, der ville hende ondt, og til dem, der trak udenom med døde blikke. 

Kimmie så op mod gadelampeme, hvis lys lå iskoldt hen over Vesterbrogade. Hun spilede næseborene ud. Snart ville nætterne blive kølige. Hun måtte til at gøre vinterhiet klar. Hun stod i en klynge ved fodgængerovergangen blandt forfrosne Tivoligæster og så over på hovedbanegården, da hun bemærkede kvinden i tweedfrakken ved siden af sig. Et par sammenknebne øjne mønstrede hende, mens der blev rynket på næsen, og så trådte kvinden et lille skridt væk fra hende. Det var bare et par centimeter, men det var rigeligt. 'Så, Kimmie,' pulserede advarselssignalet i baghovedet, mens raseriet prøvede at få fat. Hendes blik bevægede sig ned ad kvindens krop, til hun nåede læggene. Strømpebukserne skinnede let, anklerne var strakte i højhælede sko, og Kimmie mærkede et forræderisk smil kruse sig om mundvigene. Med et hårdt spark kunne hun knække de hæle. Konen ville vælte om. Hun ville erfare, at selv en Christian Lacroix-dragt bliver beskidt på et vådt fortov. Så kunne hun lære at passe sig selv. Kimmie så op og lige ind i kvindens ansigt. Markant eyeliner, pudret næse, lokkerne klippet hår for hår. Blikket stift og afvisende. Jo, hun kendte hendes slags bedre end de fleste. Hun havde selv været der engang. Blandt arrogante overklasseløg med buldrende tomme indre. Sådan var hendes såkaldte veninder dengang. Sådan var hendes stedmor. Hun afskyede dem. 'Så gør da noget,' hviskede stemmerne i hendes hoved. Find dig ikke i det. Vis hende, hvem du er. Kom nu!' 

Kimmie stirrede over på en klynge mørkhudede drenge på den anden side af vejen. Havde det ikke været for deres omstrejfende øjne, så havde hun skubbet til kvinden, idet linje 47 susede forbi. Hun så det tydeligt for sig: Hvilken vidunderlig blodplamage bussen ville efterlade. Hvilken chokbølge den hånlige kvindes kvæstede krop ville forplante i mængden. Hvilken liflig følelse af retfærdighed det ville give. Men Kimmie skubbede ikke. Der var altid et vågent øje i menneskemylderet, og så var der det dér inden i hende, der holdt igen. Det frygtelige ekko fra fjerne, fjerne dage. Hun førte sit ærme op til ansigtet og tog en dyb indånding. Det var rigtigt, hvad kvinden ved siden af hende havde registreret. Tøjet stank forfærdeligt. Da lyset blev grønt, trak hun ud i fodgængerovergangen med kufferten bumpende efter sig på skæve hjul. Det her ville blive dens sidste tur, for tiden var kommet til at smide det gamle kluns ud. Det var på tide at skifte ham.