Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Vibeke Lasson er født i Jersie og tog realeksamen fra Roskilde Katedralskole. Derefter au pair i Cambridge 1961/62. Efter afbrudt sygeplejestudium giftede hun sig i 1963 med Cand. Psych. Steen Mogens Lauge Lasson. I 1968 oprettede de sammen den senere lands - og internationalt anerkendte fynske institution: Udby Behandlingshjem, hvor hun blev landets yngste forstanderhustru og husholdningsleder. Her skabte Vibeke Lasson begrebet "Pædagogisk husfaglighed", som hun senere, gennem mange artikler, omformulerede til: "Hverdagslivets kunst". Hendes synspunkter bredte sig internationalt. Sideløbende med sit arbejde uddannede hun sig som indendørsarkitekt.
Sammen med sin mand lod hun sig engagere i international børneforsorg: FICE, NGO til UNESCO. I
mere end 20 år var hun medlem af den danske FICE bestyrelse og i en periode både vicepræsident og præsident. Vibeke Lasson var i alle årene en flittig redaktør af "FICE INFORMATION", og tillige korrespondent for det amerikanske "Journal of Emotionel and Behavioral Problems" og det engelske "Childrens Website". Vibeke Lasson blev også en aktiv og anerkendt avis kronikør ved Fyns Stiftstidende og Morgenposten, hvor hun skrev om sine synspunkter på børn og unges opvækstvilkår, og sine tanker om menneskers vilkår på denne jord. Sammen med sin mand har hun i 1996 udgivet bogen: "De vanskelige børn – Familierne og institutionerne".
Vibeke Lasson er omtalt i bogen "Who is Who in the World" og tillige hædret af den israelske børneforsorg med 18 træer i hendes navn i "The Jerusalem Peace Forest". Hun har været medlem af Advisory Board for Child Care in Cumbria, England fra 2005 til 2015.