Uddrag fra kapitel 1 i "Falkejagt"

Dørene lukkede i med en sagte hvæsen og trak en svag lugt af diesel med ind. Folk lykkede tættere sammen, så der kunne blive plads til de nye passagerer. Hun trak sig lidt tilbage for en ung mand med en kæmpe rygsæk, der fik ham til at fylde dobbelt så meget. Den slog og skubbede til alle andre omkring ham. Manden, der sad på sædet ved siden af hende, trak benet til sig, som om hun gav ham et elektrisk stød, da hun kom til at læne sig op ad ham. Hun klamrede sig fast og gjorde plads til en ung kvinde, som greb fat om holdestangen tæt på hendes hånd, da bussen med et ryk satte sig i bevægelse mod næste stop, og hun var lige ved at vælte.

Den unge kvinde tyggede tyggegummi. Hendes lange, lyse pandehår faldt ned over de stærkt sminkede øjne. Hun smilede lidt usikkert og så hurtigt væk igen, koncentrerede sig om sin smartphone, som hun havde i den anden hånd. Med tommelfingeren scrollede hun øvet i menuen. Det lignede Facebook. Diskret blev hånden på stangen lykket længere op, så den ikke rørte hendes. Hun betragtede de lange, slanke fingre, der klemte om det grå rør lige foran hendes øjne. De blanke negle med fransk manicure. Ringen med en glimtende sten formet som en lille stjerne. Den glatte, hvide hud. I dag så hun flere detaljer, end hun plejede. Alt var pludselig så nærværende og intenst. Hun trak vejret dybt ind og opfangede en blid, blomsteragtig duft af håndcreme, eller måske var det den unge kvindes parfume eller hårshampoo, der blandede sig med duften af minttyggegummi.

Hun stirrede tranceagtigt på sin egen hånd i sammenligning med den hvide. Huden var mørk og ru, og neglene gullige. Hun så hurtigt op igen. En passager havde rykket på stopknappen, og en mor begyndte at bakse en barnevogn med et sovende barn mod udgangen, hvor rejsekortets runde, blå kugle lyste op. De blev alle kastet frem i bussen, da chaufføren bremsede unødvendigt hårdt. Han havde hilst diskret på hende i bakspejlet, da han så hende stige på. Hun undrede sig stadig over, at han havde fået jobbet som buschauffør. Så vidt hun vidste, talte han ikke særlig godt dansk. Måske var det lige meget, når navnene på alle busstoppene blev sagt af en digital stemme i højttaleren, og danskerne var jo heller ikke særlig snakkesalige.

Det var ikke som derhjemme, hvor det var umuligt at køre i bus uden at falde i højrøstet snak med andre. I hvert fald ville chaufføren være i samtale og diskussion under det meste af turen. Hun nåede ikke at sætte sig på et af sæderne, som pludselig blev ledige ved siden af hende. En kvinde med et barn i hånden var hurtigere. Når bussen var så fyldt, ville det være naturligt at tage barnet på skødet, så der var en ekstra plads, men pigebarnet besatte hurtigt det andet sæde. Hun var nok omkring seks-syv år. Nu kiggede hun ufravendt på hende med blege, blå øjne omkranset af lyse øjenvipper. Ansigtet var forvrænget, det så ud, som om hun havde grædt. De røde læber var våde af spyt, og øjenbrynene næsten usynlige på den hvide hud. Næsen lob. Hun mindede om en albino, som så mange andre danske børn.

"Lad være med at glo, skattepige," hviskede moren. Hun troede selvfølgelig ikke, at hun forstod dansk. De ubehagelige ord eller spørgsmål, der somme tider kom fra børn, udeblev dog. Skattepigen blev bare ved med at stirre. Hun så væk. Kiggede i avisen, manden i jakkesættet foran hende stod og læste i, mens han holdt fast i stroppen i loftet. "Danskerne har talt!" lod overskriften. "Det fremmedfjendske DFD i stor fremgang efter valget." DFD stod for Danmark For Danskerne. Men hvornår var man dansker? Åbenbart ikke engang når man talte flydende dansk, stort set kun var opvokset i Danmark og havde et job. Heller ikke når man selv følte sig som dansker. Hun var udstødt og fremmed, især når hun som i dag var iført den klædedragt som hendes tro og familie påbød hende at bære.
Hun iagttog de andre passagerer. To teenagepiger sad og fnisede, mens de viste hinanden billeder på deres mobiltelefoner. Den ene af dem var i lårkort nederdel, og hun kunne se kanten af hendes trusser, sådan som hun sad. Et par drenge havde fået øje på det samme og sendte hinanden indforståede blikke. De lavede uartige tegn til en tredje med studenterhue og røde bumser i panden, som stod og svajede ved siden af hende. Han lugtede af øl. Flasken holdt han i hånden halvt skjult under den åbentstående jakke, så chaufføren ikke skulle opdage den. Da bussen igen bremsede, blev den unge mand slynget ind i hende. Han måtte gribe om sig for at holde balancen og var lige ved at flå hendes niqab af.

"Føj for satan. Skrub hjem med dig," mumlede den øl lugtende og tørrede hånden af i låret på sine cowboybukser, som om han havde rørt ved noget vammelt. De andre lo. Han gryntede selv triumferende, da han opdagede de andres morskab. Skattepigen stirrede intenst på hende og hviskede noget til sin mor, som hviskede tilbage. Barnet gloede endnu mere, nu med halvt åben mund.

Ved det næste stoppested maste endnu flere sig ind. Hun drejede hovedet væk og så ned i gulvet, da en fra regnskabsafdelingen trådte ind i bussen. Han ville næppe genkende hende, men hun turde ikke tage chancen. Måske afslørede hendes øjne hende. Han flirtede med hende i kantinen den anden dag og havde netop sagt, at hun havde de smukkeste brune øjne, han nogensinde havde set. Hun vendte ryggen til ham, men det var unødvendigt. Han så lige forbi hende og prøvede at bane sig bagom uden at røre for meget ved hende, selvom det var umuligt. De stod så tæt, at hun knap kunne trække vejret. Trængslen forhindrede hende i det, hun skulle. Han kom forbi, greb fat i en rem i loftet længere nede i bussen og kiggede i Metroxpress.

Hun åndede lettet op, slap holdestangen og begyndte at bane sig vej op foran i bussen. Nu skulle det være. Det var nødvendigt at skubbe lidt til nogle foran, som ikke flyttede sig. Hun mærkede panikken, da det nederste af hendes abaya hang fast i hjulet på en klapvogn. Da hun bøjede sig ned for at få den fri, så hun ind i ansigtet på et lille barn på omkring et halvt år. Store, blå øjne studerede hende nysgerrigt; så kom et spontant smil, og den lille slog begejstret med armene.

Kvinden, der stod ved siden af klapvognen, bøjede sig ned. Hun smilede venligt. Hendes øjne var også smukke og blå. Rare at se ind i. Hun hjalp hende med at få det sorte stof fri af hjulet. Pludselig mærkede hun tvivlen, og det lykkedes hende ikke at gengælde smilet.