Fader vor

”Skriv om din far!” udbrød redaktøren. ”Det bliver en bog!”

”Min far?” svarede jeg. ”Han var der ikke. Man kan ikke skrive om en mand der ikke var der.”

Men han gør det alligevel, Morten Sabroe. Borer sig som en detektiv ned i historien om faren, der lukkede sig inde i et navn: Den Gyldenblonde. Han prøver at forstå den berømte mand, der kun var 16 år, da han mistede sin endnu mere berømte far, folketingsmanden og børnevennen Peter Sabroe, ved en togulykke i Bramminge. Var det såret, der fik ham til at lukke sig inde og blive fjern?

Hvad betyder det at vokse op med en far, man ikke kan nå? Går sviget i arv, eller kan man bryde mønstret? I en bevægende og gysende intens fortælling skriver Morten Sabroe om en far, der ikke kunne give kærlighed, men søgte den i det anonyme publikums klappende hænder.

Han retter også blikket hensynsløst indad: ”Hvilken far var du selv?”’Fadervor’ begynder, hvor Morten Sabroe gav slip i sin store bestseller ’Du som er i himlen’. Dengang beskrev han sit komplicerede forhold til en mor, som han elskede, hadede – og endte med at tilgive. Nu ta’r han i samme kompromisløse stil fat på forholdet til sin fraværende, berømte far.

Fra bogen:

’Jeg strakte aldrig hånden ud efter din, jeg sagde aldrig: ”Se mig, far!” Jeg stjal alle de hundredekronesedler fra din pung, og måske var det, for at du skulle få øje på mig og give mig en røvfuld. Jeg bad dig aldrig sige, at du syntes jeg var fantastisk, jeg bad dig ikke om noget, ikke så meget som et anerkendende blik, men der var én ting du kunne have gjort: du kunne have sparket den fodbold hen til mig. Hvis du havde gjort det, havde denne bog været løgn, det er den måske alligevel, men så er den ikke særlig stor. Den er til at leve med både for mig og for dig.’

(…)’

Jeg ved godt, du sidder og skriver, og at du er langt inde i din egen gyldenblonde verden, hvad fanden du så vil dér. Der er en ting, du skal vide: En dag bliver jeg en voksen mand som dig, jeg får børn, og det er meget muligt, at jeg ikke har fået nogle tricks med hjemmefra, det er også sandsynligt at jeg vil gøre det meste forkert, men én ting er sikkert, de børn jeg får, vil vide, hvem jeg er. Jeg vil stå lige foran dem, og jeg vil vise dem næsten alle mine udtryk. De vil se mig rase, grine, klovne, miste besindelsen, være ude af mig selv, men de vil ikke se mig græde. Det gør jeg i biografen, mens jeg glæder mig over, hvor stort og følsomt et menneske, jeg er.’