Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Eventyr er fantasifulde løgnehistorier. Det er sikkert og vist! Bag den fantasifulde facade ligger imidlertid sandheder gemt. Sandheder om, hvad et menneske egentlig er for en størrelse, hvilke konflikter mennesker til alle tider har taget, tager og vil komme til at tage livtag med og sandheder om, hvilke drømme mennesker kunne ønske sig virkeliggjort, hvis de havde magten dertil.
Selv om eventyr kan virke noget hengemte, støvede af tidens tand og fremmedartede for nutidens moderne læser, så vil en indsigt i, hvordan man kan analysere en sådan fortælling, kunne åbne op for en læseoplevelse, der både befrier det gode humør og maner til horisontudvidende eftertænksomhed.
Eventyranalyse.dk er netop en vejledning i, hvordan man kan blive en habil tekstlæser, der kan den kunst at analysere et eventyr.
Bogen henvender sig til elever og lærere på ungdomsuddannelserne og seminarierne samt til lærere i grundskolen.
At blive en god tekstanalytiker forudsætter en grundlæggende håndværksmæssig kunnen. Hvis man skal kunne forstå en tekst og få en stor læseoplevelse ud af den, så kræver det et kendskab til, hvilke værktøjer man kan bruge til at åbne den med.
Bogen er en præsentation af nogle af de værktøjer, der ligger i en eventyranalytikers værktøjskasse og en vejledning i, hvad de enkelte værktøjer kan bruges til.
Dette indebærer, at der sættes særligt fokus på:
-Genreforhold
-Forfatter/genfortæller
-Personkarakteristik, tema og fortællerholdning
-Fortælletekniske og sproglige virkemidler
-Analytikerens egen oplevelse af og mening om teksten
-Sammenhænge mellem den analyserede tekst og historiske, kulturelle, samfundsmæssige og psykologiske forhold i virkeligheden eller sammenhænge mellem den analyserede tekst og andre tekster.
Eventyranalyse.dk er fyldt med teksteksempler. Desuden refererer bogen flittigt til hjemmesiden www.eventyranalyse.dk, hvor læseren kan finde uddybende kommentarer, supplerende teksteksempler mv.