Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Ros Taylor vågner en morgen med gigantiske tømmermænd - tror hun. Men da hun på badeværelset finder sin veninde voldtaget og myrdet, viser det sig, at de to kvinder er blevet dopet og voldtaget. Ros har overlevet, men gerningsmanden har ridset datoen for forbrydelsen med en kniv på hendes ryg. Og måske værst af alt - Ros husker intet!
Under efterforskningen af sagen kommer Ros tæt på den ansvarshavende detektiv, Bill, og han kommer til at afsløre, at politiet ved hvem gerningsmanden er, men de har kun indicier og kan ikke få manden tiltalt. Medmindre, naturligvis, Ros får sin hukommelse tilbage og som øjenvidne kan udpege manden. Ros beslutter, at manden ikke skal gå fri, og påstår derfor i retten, at hun pludselig kan huske alt, og at den tiltalte er den skyldige.
Men det skulle hun nok ikke have gjort - for kort tid efter modtager hun en besked fra den rigtige gerningsmand, og Ros bliver klar over, at hverken hun selv eller politiet har nogen anelse om, hvad der virkelig skete den aften. Og efter have vævet sig ind i Et net af løgne, må Ros erkende, at nogle gange er sandheden mere grusom end en løgn.
Tony Strong er født i 1962 i Uganda, men familien flyttede tilbage til England, allerede da Tony var spæd. Han er uddannet i engelsk litteratur på Oxford, men valgte dog at arbejde indenfor reklamebranchen hos firmaet Ogilvy & Mather.
Da Tony Strong havde skrevet og indsendt sin første bog til et forlag, gik der ikke engang et døgn, før manuskriptet var antaget, og siden har Strong levet fuldtids som forfatter og er i dag en af de stærkeste krimiforfattere i England.
Tony Strong er gift og har tre børn. Hans kone er svineavler, så han deler sin tid mellem hjemmet i Oxfordshire og lejligheden i London.