Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Klaus Pagh er kongen af morskabsteater i Danmark. Han har kendt alle, der var noget ved komikken, og som revydirektør var det ham selv, der gjorde mange af dem til stjerner. Han var tæt på Dirch Passer og Jørgen Ryg, og i sine erindringer deler han gavmildt ud af morsomme og tragiske historier, der aldrig før er blevet fortalt.
Som ung skuespiller blev Klaus Pagh berømt som ”Danmarks James Dean”. Hver dag modtog han så mange fanbreve, at hans mormor og morfar blev sat til at besvare dem. Senere fik han selv tag på pigerne og blev kæreste med flere af landets smukkeste kvinder. Sent i livet gav et skandalepræget opgør med moderen til hans yngste søn ham et lidt blakket ry, men i bogen gør han op med de falske anklager, som han flere gange er blevet pure frikendt for.
Fortællingen om Klaus Paghs utrolige liv er også historien om en initiativrig teatermand, der måtte kæmpe hårdt med både socialdemokrater og krukkede skuespillere for at få succes. Alligevel endte han med at omgås prinsesse Diana i London, danse en hel nat med ekskejserinde Soraya, være på fødselsdagskort med Arnold Schwarzenegger og spille golf med Clint Eastwood, Liza Minelli, Frank Sinatra og Bob Hope – og tennis med Bjørn Borg.
Bogen er rigt illustreret med Klaus Paghs egne fotos fra et langt liv med stjernerne.