Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Vendsyssel 1841. Fire fattiglemmer findes myrdet. De identificeres som de fire medlemmer af Hedehus-banden, der har huseret i området. Men mordet er en spektakulær historie, og den breder sig fra Nordjylland og hele vejen til Kong Christian 8.s øre. Kongen beordre myndighederne til at komme til bunds i sagen. En sag der splittede lokal befolkningen mellem de, der betragtede de myrdede som ofre, og de, som anså morderne for at være helte.
"Else med en engels ansigt" er baseret på virkelige begivenheder. Hans Lyngby Jepsen (1920-2001) var en dansk skønlitterær forfatter. Han blev født på en fattiggård i Aalborg, hvor hans far var forstander, men flyttede fra byen efter studentereksamen for at studere på Polyteknisk Læreanstalt i København. I 1943 debuterede han med en novelle i Politiken. To år efter udkom hans første novellesamling og i 1946 debuterede han som romanforfatter. I perioden 1964-88 boede han på Sicilien. Øen, dens folk og landskaber blev en stor inspirationskilde for forfatteren, der med kærlig humor og den fremmedes distance skildrede dette særegne folkefærd. Efter 1988 boede han henholdsvis i København, på Frederiksberg og i Nordjylland. Hans Lyngby Jepsen bestred indflydelsesrige poster i både Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere, og var i det hele taget en kendt og anerkendt skikkelse i det litterære landskab.