Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Den danske kunstverden vidste hverken ud eller ind, da den polsk-tyske maler Elisabeth Jerichau Baumann gjorde sin entré i København i 1848. Hun havde giftet sig med den berømte billedhugger Jens Adolf Jerichau og insisterede på at leve af sin malerkunst. Ikke nok med, at hun var kvinde: Hun malede for tysk, for internationalt, for udansk.
Elisabeth Jerichau Baumann udfordrede datidens forestillinger om, hvad en kvinde formåede, og hun forsøgte, trods kritik og kampe, at forene familieliv og karriere. Da hun ikke blev accepteret som dansk, gjorde hun den kosmopolitiske kunstneridentitet til sit særkende. Det betød, at hun blev kendt uden for Danmarks grænser, men også at hun måtte finde sig i, at hendes danskhedsfølelse blev mistænkeliggjort hjemme.
Trods kritikken blæste Elisabeth Jerichau Baumann aldrig omkuld, men blev stående. Netop det er værd at huske i dag, hvor danske kvinder på tværs af etnicitet og alder stadig kæmper for mere synlighed, accept og indflydelse. Denne udgivelse er den første af sin slags om kunstneren, der kombinerer en kunst- og kvindehistorisk tilgang.
Bogen er en del af serien 'Kunstens kvinder', der formidler forskningsbaseret viden om både oversete og mere kendte kunstnere fra det 19. og 20. århundrede. Bøgerne aktualiserer kvindernes livsvilkår, deres kunst og karriere i et kvindehistorisk og formidlingsorienteret format.