Dette burde skrives i nutid

En ung kvinde bor til leje ved stationen i Glumsø. Hver dag tager hun toget til København. Hendes forældre tror, at hun passer sit studie, men hun kommer ikke på universitetet.Hun tilbringer sin tid på gader og stræder og i Scala med Digter Hase. Hun skriver også selv, men det går ikke så godt. Der er meget, der forstyrrer: Fortiden med Per Finland, forældrene på trappetrinet og godstogene, der kommer buldrende natten igennem.Pressen skriver:»Der er nogle brillante stykker litteratur, der uanset hvor stor umage man gør sig som anmelder, ikke kan åbnes eller indfanges på en måde, som tilnærmelsesvis yder værket retfærdighed. Sådan har jeg det med Helle Helles nye og usædvanlig kostbare roman Dette burde skrives i nutid, der overvælder mig på en så voldsom måde.«– Nanna Goul, Weekendavisen»Hvordan kan det egentlig være, at man læser Helle Helles bøger om ensomme, søvnløse kvinders tilsyneladende uspændende liv i søvnige stationsbyer med en besættelse, som var det effektfulde spændingsromaner? For det gør man, man suges ind i dem og vender sultent og dvælende hver side – på trods af deres sparsomme brug af plot som pirringsmiddel. Der er ikke noget at gøre – er man først stået på, er der ingen vej tilbage. Heller ikke i Helles seneste roman, Dette burde skrives i nutid.«****** – Lasse Horne Kjældgaard, Politiken»Selvfølgelig er Dette burde skrives i nutid en fremragende roman, endnu et slankt og nonchalant mesterværk fra Helle Helles hånd.«– Tue Andersen Nexø, Information»Dette burde skrives i nutid er en virkelig skøn læseoplevelse, så er det sagt ... Det er, så man får ondt i hjertet. Men der er også humor, rigtig meget endda, på vanlig underspillet vis.«***** – Mai Misfeldt, Berlingske Tidende»Selvom metoden er den samme i bog efter bog, gentager hun af princip ikke sig selv ... en blændende god og fornyende roman.«– Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad»Helle Helle (...) has enchanting gifts as a storyteller«– Jonathan Russell Clark, The New York times»Helle Helle makes us feel less alone«– Dawn Raffel, Oprah.com